Brevkasse for voksne børn af alkoholikere

Skriv til mig med de udfordringer du har i relationerne med dine børn, din partner og ikke mindst i relationen til dig selv. Jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe dig til, hvad næste skridt kan være for at du får mere tillid, kærlighed, accept og styrke i dit liv.

Min mail er camilla@dinrettevej.dk. Jeg svarer på spørgsmål onsdag og fredag.

Du er også velkommen til blot at læse med her og lade dig inspirere. Vi er nemlig sjældent alene med de ting vi tumler med - det kan bare oftest føles sådan...

 

 

Er der chance for at mine børn ikke kopierer mine mønstre?

Kære Camilla

Jeg er i en svær erkendelsesproces i øjeblikket, da jeg er gået ned med stress. Dine beskrivelser af voksne børn af alkoholikere hjælper mig til at forstå mig selv og til ikke at være så hård ved mig selv, for jeg gjorde mit bedste i min opvækst i et usundt miljø. Jeg har simpelthen ikke kunnet forstå, hvorfor jeg var så stresset hele tiden, og hvorfor jeg på mystisk vis hele tiden lander i offerrollen og ikke kan slå igennem med det jeg vil, særligt over for folk der har hang til at bosse. 

Min historie ligner din ret meget. Far drak og styrede os alle med hård hånd og brugte den evige dårlige samvittighed som bedste opdragelsesmiddel og min mor og os børn prøvede at rette ind og gøre os usynlige for fars konstante skiftende luner. Han kunne blive noget så ondskabsfuld når han drak, og det var ofte, men i det skjulte og han var kun ubehagelig inden for hjemmets fire vægge. Ude i verden var han vellidt, humoristisk og elsket af alle. Sikke et dobbeltspil, som vi spillede med på. Mor gjorde det samme og vi var alle bange for konsekvenserne, hvis vi ikke gjorde. Hænderne sad meget løse overfor både os og mor, så det udfordrede vi aldrig. 

Den erkendelsesproces jeg er i lige nu er, at mønsteret med at være evigt på vagt og ikke sige fra og ryge i offerrollen ikke kun gælder for visse personligheder på jobbet og autoriteter, men nu også viser sig at gælde i samspillet med min mand. Så ja puha. En hård nød at knække. Jeg forstår bedre, hvorfor jeg er stresset, jeg er jo i evig krig. For nu hvor jeg ser klart, har jeg jo kopieret min mor 100%. Tænk at det skulle ske. Jeg havde ellers sagt, at det aldrig ville ske. 

Så er spørgsmålet. Mine to børn er begge i starten af teen-age årene. Er der en chance for at de ikke kopierer mine mønstre selv om de er så gamle? Jeg vil gå i gang med at arbejde med mine mønstre, nu hvor de står tydeligt for mig, men er der en chance for at redde mine børn, eller er løbet kørt?

Kh ’Den bekymrede mor’

------------------------------

Kære ’bekymrede mor’

Tak for din meget ærlige beretning. Jeg er ked af at høre at du har det rigtig svært i øjeblikket, men samtidig virker det også til at du netop er ved at finde rundt i alle de gamle mønstre og selvom det kan virke skræmmende og umuligt at finde ud af hvordan du skal slippe igennem det hele, så er det netop sådan en erkendelsesproces - hvor mange går ned med stress, depression el. lign. - der ofte er nødvendig før man kan få det bedre. Så jeg håber du kan holde fast i at det nok skal blive bedre. Du har allerede indset rigtig mange vigtige ting, hvilket vidner om en stor styrke og mod, så hold ud - du skal nok komme derhen hvor du gerne vil!

Og det er så vigtig en del af processen at du kan holde fokus på at have omsorg for og tålmodighed med dig selv - i virkeligheden nok noget af det allervigtigste. Og det er bestemt ikke mærkeligt at du altid har været så stresset. Hele dig og dit system har livet igennem været på overarbejde - så gør alt hvad du kan for at give dig selv ro og omsorg - lige meget hvad det er (gåture, et karbad osv. - kun du ved hvad du har brug for), så er det med til at hjælpe dig på vej.

Det du beskriver kan jeg fuldstændig genkende. Det er så hårdt et sted at være, der hvor man konstant er på vagt og hele tiden forsøger at tilpasse sig stemninger og mennesker. Og virkelig også frygtelig ubehageligt når man gentagne gange finder sig selv i offer-rollen uden at vide hvordan man gør noget andet.

Jeg troede også selv til en start at det handlede mest om de her autoriteter og folk jeg kendte hvor der ikke i så høj grad var følelser indblandet, at jeg havde sværest ved at sige fra og der hvor jeg landede i både offer- og martyr rollen, men fandt frem til at det allermest handlede om de personer som var tættest på mig. Men super sejt at du har indset det! Det er en stor og vigtig indsigt du har fået.

Én af de ting som jeg selv var meget forskrækket over at opdage, var netop hvor meget jeg egentlig havde taget med mig fra barndommen som jeg gav videre til mine egne børn, som jeg ellers havde forsvoret jeg aldrig ville gøre. Men så er det igen vigtigt at holde fast i, hvor godt det er at man trods alt opdager det nu og ikke først når man sidder som 80-årig og tænker tilbage.

Og det er egentlig også svar på det helt konkrete spørgsmål du stillede mig ang. om dine børn vil kopiere dine mønstre.

Selvfølgelig har de allerede taget meget med sig af den måde jeres familie har kørt på, i kraft af deres alder. Men det er ALDRIG ALDRIG ALDRIG for sent!

Det at du nu så bevidst er gået i gang med at ændre mønstre og få indsigt i hvordan tingene hænger sammen for dig, vil helt automatisk smitte af på dem. Og da de er så store, ville jeg til en vis grænse involvere dem i det. Altså uden på nogen måder at give dem ansvar for at have været med til at have skabt det eller at skulle fikse det. Men når du synes det er relevant, så forsøg at forklar dem at du har opdaget en masse ting som du har gjort, mærket og følt som du ved ikke længere er godt for hverken dig eller dem, og du derfor nu vil gøre hvad du kan for at ændre på disse ting.

Det vil både give dem en form for forklaring på hvorfor du på flere punkter nu kommer til at gøre tingene anderledes end de forventer og også vise dem at du nu begynder at tage (mere) ansvar for dit liv, hvilket er en meget vigtig oplevelse hos børn, og som de helt sikkert vil tage med sig og lære af.

Så fat mod - jeg siger ikke det bliver en nem proces men det vil uden tvivl være super godt også for dine børn at du nu er kommet til denne erkendelses-proces.

Kh Camilla

Indlæg fra d. 20. okt 2014

 

Jeg føler mig svigtet af min søn... 

Hej Camilla

Jeg bøvler lidt med hvor meget og hvor lidt man skal fortælle sin egne børn og hvornår om ens fortid og om de forhold man har i familien. Min far som er alkoholiker ser nogle gange min søn som er 9 år, men min søn ved jo ikke hvorfor vi ikke ser ham og min mor ligeså tit som f.eks. hans farfar og farmor. 

Jeg er også blevet mere opmærksom på at jeg hurtigt kan føle mig sviget, og kan stå i situationer hvor jeg bliver det i forhold til min søn. Jeg kan nogle gange se det bagefter, hvorfor jeg reagerede som jeg gjorde, men kan have svært ved at stoppe mit mønster.

Kh Carina

-----------------

Hej Carina

Jeg synes det er meget individuelt hvornår og hvor meget man skal fortælle sine børn og at man skal mærke efter hvad man selv mener og føler er det rigtige. Og selvfølgelig også tage hensyn til hvor gammelt barnet er.

I jeres tilfælde ville jeg først begynde at forklare det, hvis jeres søn selv spørger ind til det. Børn er jo oftest så dejlige spontane og vil have forklaring på de ting de ikke helt forstår, så hvis han selv har undret sig over det, ville jeg give ham en lidt let forklaring - altså ikke nødvendigvis om alt hvad du har oplevet som barn, men mere at der var ting som var svære for dig og din far, men at du er rigtig glad for at de kommer fint ud af det med hinanden. Man kan jo også samtidig sige - eller kun sige - at der er nogle mennesker man ser mere end andre uden at det nødvendigvis betyder at man holder mere af dem.

Når børnene bliver lidt ældre mener jeg godt at man kan fortælle mere i detaljer om hele historien, også fordi det vil give dem en bedre forståelse for mange ting, herunder hvorfor man som forældre nogle gange er som man er. Men jeg synes det hele tiden er en vurderingssag hvor der skal tages hensyn til hvordan man selv og barnet i dag har det med bedsteforældrene.

Der kan jo være flere årsager til at man føler sig svigtet. Vi er som børn blevet svigtet så mange gange, at vi næsten ikke kan forvente andet fra folk omkring os, også selvom vi med vores fornuft godt ved at vores børn ikke svigter os. Én af måderne at komme af med det her mønster på, kan være at få arbejdet med og forløst de gamle følelser af svigt og sorg.

Jeg oplevede selv tidligere at føle mig svigtet og overset af både min mand og børn uden at det reelt var det der skete. Hele mit system var bare så opsat på konstant at få anerkendelse og opmærksomhed fra mine omgivelser for ellers kunne jeg ikke mærke mig selv, så det var svært for dem at leve op til. Og samtidig gav jeg så meget af mig selv hele tiden - den der offer-rolle, så jeg også hurtigt kom til at føle at 'de da godt kunne vise lidt mere taknemmelighed og opmærksomhed tilbage.' Så nogle gange kan det også være en hjælp at få kigget lidt mere på hvor meget vi egentlig kommer til at give af os selv. Selvfølgelig skal vi være der for vores børn, men det er også vigtigt at huske på os selv og hvad vi har brug for – både for vores egen – og deres skyld.

Kh Camilla

Indlæg fra d. 13. okt 2014